Den sidste vindrytter

Kian kommer til byen Palindria i en fremmed verden, hvor indbyggerne er truet af udryddelse. Kun han har evnen til at stoppe de kødædende valkryper og en gryende ondskab, der ønsker at lægge hele verden i mørke.

Udvalgt
Tellerup, 2012
195 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Rejsen
Tellerup, 2012
262 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Udvalgt
Tellerup, 2012
236 sider
Fra 12 år
Illustreret af Mette Breth

Køb bøgerne

Uddrag

Valkrypen havde ikke opgivet sit bytte. Den kom styrtdykkende med fremstrakte kløer.
     Et halvt øjeblik før den havde slået neglene i Seto for anden gang kom noget som Kian først tog for et stjerneskud farende og ramte valkrypen i siden. Bæstet skreg og ændrede kurs. Den brændende pil stak ud imellem dens ribben, og endnu et skud ramte den i vingen.
     Valkrypen hvinede febrilsk og flaksede ind over Torvepladsen.
     Kian fik øje på pilenes afsendere. Uden for den åbne dør til Gildehuset stod en ung mand og en dreng med hver sin flitsbue, og imellem dem var en tændt fakkelpost. Manden antændte spidsen af en ny pil og lagde an til at affyre.
     ”Pas på, den kommer imod jer!” råbte Kian overflødigt, for de havde begge set den. Manden trak sig tilbage imod døren, og drengen sendte pilen af sted imod det skrigende bæst som såret men målrettet styrede imod dem. Denne gang ramte han ikke.
     ”Kom nu, Sorig!” kaldte manden i døren.
     Netop som drengen vendte sig for at løbe ind i huset, kom en tredje mand væltende ud ad åbningen. Han slingrede usikkert og havde en stor flaske af noget der godt kunne være brændevin i hånden. I flaskehalsen sad en brændende klud. ”Se nu her!” brølede han og stavrede ud på pladsen. ”Nu skal jeg vise jer hvordan man ordner sådan et lille krapyl …”
     ”Rograft!” råbte manden i døren. ”Kom tilbage, din fulde idiot! Det er for farligt!”
     Valkrypen dykkede med et rasende skrig imod fulderikken, og han udstødte et grynt af smerte og slog den frie hånd imod panden. Han faldt bagover og slap flasken som røg gennem luften og smadredes imod Gildehyttens væg. Store, orange flammer foldede sig ud og indhyllede hurtigt væggen. Den brændende væske løb ned over træværket.
     Valkrypen tog farten af og landede usikkert ved siden af den fulde mand som vred og jamrede sig på jorden. Uhyret havde mistet interessen for byttet. Den stod et øjeblik og svajede usikkert. Så drattede den omkuld på brostenene. Vingerne spjættede krampagtigt og fra dens side, ben og vinge stak resterne af de rygende pile ud som udbrændte tændstikker.
     Flammerne voksede og havde allerede fået fat i stråtaget.
     ”Ud! Det brænder!” begyndte en stemme at råbe inde fra Gildehytten. ”Skynd jer ud, alle sammen!”

nickclausen.dk © 2017 | Baggrundsgrafik: Peter Nielsen