Prinsessen fra Paradisgade

Det her er historien om den sommer, hvor der flyttede en pige ind på min gade. Det vil sige, hun lignede en pige, men jeg vidste omgående at hun var en prinsesse. Jeg faldt pladask for hende (bogstavelig talt), inden jeg overhovedet kendte hendes navn.




Facet, 2009
149 sider
Fra 12 år
Illustreret af Patrick Leis

  Køb bogen

Uddrag

Bag haverne på vores vej løber en sti, som er parallel med gaden. Jeg tonsede ned ad stien, imens jeg talte husene.

Imellem det femte og sjette førte en sidesti skarpt til højre. Det var her jeg skulle dreje. Men jeg havde for meget fart på, og min våde sko smuttede i det friske græs, så jeg brasede ind i hækken til en fremmed have med et KRASJ!

Forpustet kæmpede jeg mig fri, spyttede en håndfuld ligusterblade ud og genoptog jagten.

Mine beregninger passede omtrent med at jeg ville komme ud på vejen lige ved siden af hendes hus, netop som hun drejede ind i indkørslen. Jeg ville nonchalant – og helt tilfældigt, naturligvis – slentre ud med hænderne i lommerne, få øje på hende, smile skævt, og sige noget henkastet i retning af: »Hey, smukke. Har jeg ikke set dig før?«

Okay, det ville måske være lige i overkanten. Hun skulle jo heller ikke tro jeg var vadet direkte ud af en plat Hollywood-film. Men min replik måtte gerne være cool.

Jeg nåede aldrig at tænke videre over det, for i det samme nærmede jeg mig vejen. Desværre sagtnede jeg farten lidt for sent, og min skosnude ramte flisekanten, så jeg snublede forover med et overrasket udbrud.

Selv om jeg forsøgte at afbløde det uundgåelige fald, resulterede det i en uelegant koldbøtte før jeg sad på fortovskanten med benene ude på vejen og en hudafskrabning i håndfladen. Jeg drejede hovedet og stivnede.

Under tre meter væk stod pigen med sin cykel imellem benene og stirrede med store, forbløffede øjne på mig.

Stop!

Frys lige billedet her.

Kan du se det for dig?

Pigen, netop hjemvendt fra købmanden med en liter mælk på bagagebæreren, smuk som prinsessen i et Grimm-eventyr. Havde netop overværet mit ufrivillige stunt og var endnu stum og forstenet af overraskelse.

Albert Jokumsen – Paradisgades uheldigste beboer – siddende på røven på fortovet med en gennemblødt fod, en dunkende hånd og en stump af en gren stikkende ud af håret. Et fåret udtryk i ansigtet. Munden halvt åben, øjenbrynene skudt i vejret.

Lad det lige blive stående sådan et øjeblik.

nickclausen.dk © 2018
Baggrundsgrafik: Peter Nielsen