Kanel, klejner & julekaos

Julekalender i 24 små afsnit: Humstrups julestjerne bliver stjålet. Jens og Dennis bestemmer sig for at opklare sagen, da skolens superbabe Pernille udlover et kys som findeløn. Men bøllen Gorm og hans kumpaner gør ikke livet nemt for de to venner.




Tellerup, 2011
189 sider
Fra 11 år
Illustreret af Bent Holm

  Køb bogen

Uddrag

Jens kravlede op til tagryggen. ”Det er sgu rimelig glat,” oplyste han. ”Frosten har vist lagt sig.”

”Jeg griber dig ikke hvis du rutsjer ned.”

”Mange tak.” Jens krabbede over til skorstenen og stablede sig på benene. Han kiggede ned i den. ”Den er vist bred nok, og jeg tror ikke der er tændt op i brændeovnen. Men damn den lugter af røg …”

”Du kan klage til arbejdstilsynet når du kommer ned igen,” svarede Dennis. ”Smut nu ned og åbn hoveddøren.”

”Fandens til kommanderen,” brummede Jens og kravlede op på skorstenen. Han kastede et blik rundt og blev klar over at han faktisk var ret højt oppe. Han var ikke specielt højdeskræk, men med den frosne jord og et fald på tre meter kunne han godt risikere at brække noget. Han sank en klump og koncentrerede sig om at få bakset det ene ben ned i skorstenens mørke. Derefter det andet, og så lod han sig dumpe.

Han røg i til navlen. Så sad han fast. ”Årh, for fanden …” mumlede han og vred sig i et forsøg på at komme længere ned. Men skorstenen var for lille. Han ville aldrig kunne komme ned igennem røret. ”Det går ikke!” kaldte han.

”Hvorfor ikke?”

”Jeg kan ikke komme ned.”

Dennis sukkede. ”Jeg tænkte nok du var for fed …”

”Hold din kæft! Det må være jakken.”

”Ja, sikkert. Så kom ned derfra igen. Vi må finde på noget andet.”

”Okay, jeg … øh … Dennis?”

”Hvad nu?”

”Jeg tror sgu jeg sidder fast.”

Dennis stønnede højlydt. ”Sig det er løgn.”

”Du må gøre et eller andet.”

”Jeg går hjem.”

”Meget morsomt. Kom herop og giv en hånd.”

nickclausen.dk © 2018
Baggrundsgrafik: Mette Breth