De sorte symboler

Ét symbol påvirker din hukommelse.
To symboler ændrer dit humør.
Tre er stærke nok til at ødelægge dit helbred.
Og når alle fire symboler er til stede, får de magten til at tage dit liv.

 
Tellerup, 2010
185 sider
Omslag: Christian Guldager

BOG
EBOG
LYDBOG

Uddrag

Jennie tog et par skridt mere og satte sig så på hug. Kælderen var ét stort rum i næsten hele husets størrelse, og den var proppet med ting. Jennie kunne overskue det hele fra sin plads på trappen.

Det lave loft blev båret af gamle, knortede træpæle. Slidte møbler, et arbejdsbord der flød med værktøj, kasser, bogstabler, potteplanter og andet støvet ragelse fyldte kælderen. Kun en smal passage igennem rodet ledte hen til hjørnet hvor mormoren befandt sig. Her var møbler og ting rykket til side. Hun sad på knæ og hun havde ryggen til trappen, så Jennie var ikke umiddelbart i fare for at blive opdaget. Desuden var belysningen så svag at hun tvivlede på at den gamle dame ville få øje på hende med det samme hvis hun vendte sig. Lyset stammede ganske rigtigt fra stearinlys, og de var placeret rundt om mormoren i en cirkel på gulvet. De mange ting kastede underlige, bølgende skygger på væggene.

Andre sære genstande var synlige omkring mormoren i flammernes skær, og Jennie mærkede sin mave trække sig sammen.

En dynge sort jord lå foran den knælende dame, og fire røde valmuer var plantet deri. Ved siden af hende stod et stort glasfad, som var fyldt med noget der godt kunne være mælk. På den hvide overflade flød en håndfuld grønne blade. Derudover så Jennie en stor konkylie, en knudret trærod, en krukke med låg og en messingstatuette af et underligt dyr. I skødet havde mormoren en opslået bog, som hun tilsyneladende læste op fra. Hun var klædt i den hvide kjole og hendes grå hår hang løst. Indimellem dyppede hun fingrene i fadet med mælk og stænkede det over jorden så lysene spruttede, imens hun gentog nogle bestemte ord:

"… vitalus … ampitus … kornum …"

Mormoren holdt inde, og der blev stille i kælderen. Jennie holdt vejret. Den gamle dame rakte ud efter krukken, løftede låget og stak hånden derned. Jennie hørte en piben, og mormoren tog en lille, hvid klump op fra krukken. Hun stønnede tungt da hun besværet stablede sig på benene.

Jennie gjorde sig klar til at smutte op ad trappen igen, men tøvede da mormoren ikke vendte sig om. I stedet fremdrog hun noget fra en lomme. En kortbladet sølvkniv glødede i stearinlysenes skær. Hun hævede armene op over hovedet, og nu kunne Jennie se at det var en mus hun havde i den anden hånd. Jennie sank en klump.

Mormoren førte kniven hen til det lille dyr som peb bekymret. Så jog hun uden tøven bladet igennem musen, og den blev omgående tavs.

Jennie kvalte et gisp og slog begge hænder for munden.

nickclausen.dk © 2018
Baggrundsgrafik: Mette Breth