EBOG
LYDBOG

Menneskekød

I februar 2017 fandt en række mystiske hændelser sted i en lille by i Danmark. Der er stadig ikke fundet en naturlig forklaring på hvad der skete. Nu offentliggøres der for første gang skriftligt bevismateriale fra det, der i medierne blev kendt som ’Terstved-sagen’, men som blandt politiets efterforskere har fået det mere farverige kaldenavn ’Menneskekød’.

Facet, 2018
149 sider
Omslag: Mette Breth

Uddrag

Fra bloggen Mit Annet liv af Anne Koch,
onsdag den 15. februar 2017 kl. 23:13.

„Det vi snakkede om i går, Anne,” begyndte Martin. Jeg kunne omgående høre på hans tonefald, hvad emnet ville falde på. „Har der været mere med din farfar?”

„Næh,” sagde jeg og forsøgte at lyde henkastet.

„Hmm,” brummede han bare.

Vi kørte lidt i tavshed over den sneklædte strand. Da det gik op for mig, at Martin ikke havde tænkt sig at sige mere, gjorde jeg det selv.

„Tror du, det kan være demens?”

Martin kiggede på mig og kiggede hurtigt væk igen. „Nej. Altså, jeg er selvfølgelig ikke læge eller noget, men min egen farfar fik demens før han døde, og det mindede sgu ikke om den måde, din farfar opfører sig på. Det minder mig mere om … noget andet.”

„Hvad minder det dig om?”

Martin sendte mig et hurtigt blik, men sagde ikke noget. I stedet tog han farten af, og jeg opdagede, at vi var nået til et sted, hvor stranden var for smal til, at vi kunne køre videre. Martin drejede bilen rundt i en blød bue. Snart kørte vi tilbage gennem vores eget spor.

„Du svarede ikke,” sagde jeg.

Martin rakte frem og slukkede radioen. „Okay, hør her. Jeg har en kammerat, der har været i Irak som soldat. Han var med i noget skyderi dernede, og to af hans venner døde. Nu har han det der … hvad fanden hedder det? Post-et-eller-andet …”

„PTSD, tror jeg nok.”

„Ja, lige præcis. Han får sådan nogen episoder, hvor minderne bare kommer væltende ind, og så får han angstanfald eller besvimer eller sådan noget. Der er et eller andet ved din farfar, som minder mig om det. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det. Men jeg fandt ham engang på samme måde, som du gjorde forleden, bare værre.”

Martin gjorde en pause. Jeg opdagede, at mit hjerte bankede ret hurtigt. På en eller anden måde forstod jeg præcis, hvad han mente. Det var den samme følelse, jeg havde haft siden i går aftes: At der er en forbindelse mellem farfars oplevelse med flystyrtet og farmors død og så de underlige episoder.

„Hvad har du oplevet med ham?” spurgte jeg.

Martin trak vejret dybt. „Jeg ved sgu ikke, om jeg skal fortælle dig det her.”

„Det er du nødt til.”

Han skævede til mig, før han begyndte at tale. „Det var nytårsaften for nogle år siden. Jeg havde lige fået kørekort, så jeg må have været 18. Vi skulle have gæster, og Frede var også inviteret. Men han dukkede ikke op, og han tog ikke telefonen, når vi ringede. Så min mor sendte mig over for at kigge til ham. Det var pissekoldt den dag, og der lå næsten lige så meget sne som nu. Jeg fandt huset på præcis samme måde, som I gjorde. Mørkt og tomt og med åbne vinduer. Men Frede var ikke i huset. Jeg fik øje på ham ude i haven, nede hvor bækken løber. Jeg skyndte mig derned.”

Martin holdt en kort pause og rystede langsomt på hovedet.

„Han havde smidt alt tøjet og stod nede i bækken. Han var trådt direkte gennem isen. Vandet gik ham næsten til knæene. Han var fandeme helt blå. Han må have stået der virkelig længe, for jeg kan huske, at hans spor var sneet til og forsvundet. Da jeg tog fat i ham, kom han til sig selv, og jeg fik ham hevet med ind i huset og hjalp ham i tøjet. Han snakkede til mig, som om alting var normalt. Da jeg fortalte ham hvad der var sket, troede han først ikke på mig. Men han kunne åbenbart se på mig, at jeg ikke lavede sjov, og så sagde han, at jeg ikke skulle fortælle det til nogen. Jeg ville ringe efter en ambulance og alt muligt, men han sagde, at det ikke var nødvendigt, at han havde det fint.” Martin gjorde et skuldertræk. „Så han redte håret og tog med mig hjem. Vi fortalte min mor, at han bare havde glemt tiden, og så fejrede vi ellers nytår, som vi plejede. Jeg fortalte min far om det nogle dage senere, men ellers ved ingen andre det.”

Der fulgte nogle øjeblikkes stilhed i bilen. Jeg var faktisk lettet over, at Martin også havde oplevet farfar på den måde. Nu stod jeg ligesom ikke alene med det. På den anden side var jeg også bekymret, for det betød jo, at det ikke bare var en engangsting.

„Der har været flere andre episoder siden,” sagde Martin. „For det meste forsvinder han bare nogle sekunder, hvor han ligesom stirrer på ingenting og glemmer, hvor han er. Min far plejer at holde øje med ham om vinteren. Han kører forbi derovre en gang om ugen. Han har tit fundet ham på lignende måder.”

„Hvorfor tror du så, at det skulle være PTSD?” spurgte jeg.

„Fordi det altid sker om vinteren. Jeg tror, at kulden minder ham om din farmor og …” Martin afbrød sig selv og kastede et blik på mig. „Du ved vel godt, hvordan hun døde?”

Jeg nikkede. „Farfar fortalte os historien i går aftes. Jeg var faktisk meget overrasket. Det har nærmest været en hemmelighed i familien.”

„Han har heller aldrig fortalt nogen af os her i byen om det. Vi kender kun historien gennem rygter. Hvordan sagde han, at hun døde?”

Jeg var ret forbløffet over, at Martin spurgte så direkte. „Hun døde af kulde i en hytte, hvor de søgte ly.”

„Af kulde,” gentog han. Det lød ikke som et spørgsmål.

„Ja, af kulde,” sagde jeg. „Hvad skulle hun ellers være død af?”

Martin bed sig i læben. „Måske skulle vi ikke snakke mere om det …”

„Nu er vi begyndt,” sagde jeg. Jeg følte mig tør i munden.

Martin trommede lidt på rattet. Jeg syntes, det var en underlig ting at gøre, men det var åbenbart fordi han var utilpas ved situationen.

„Okay, hør her,” sagde han så. „Der går rygter om, at din farfar slog din farmor ihjel ...”

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo