De blodige bid

Da Rune og Martin en nat besøger rigmanden Arthur for at finde ud af om han virkelig er vampyr, bliver de sammen med Randi viklet ind i et levende mareridt med mord, krucifikser, og blodhungrende nattevæsner. Kan vennerne nå at forhindre flere dødsfald, og kan de undgå selv at blive bidt?

Tellerup, 2011
182 sider
Omslag: Christian Guldager

Uddrag

Rune sank en klump. Han stavrede hen til liget. Lagde sig på knæ. Han brugte tænderne til at trække sin handske af. Forsigtigt satte han et par fingre på den blodige hals. Der var overhovedet ingen puls.

"Hvad venter du på?" spurgte Martin og trippede bag ham. "Det er måske et spørgsmål om sekunder ..."

"Find noget at slå med," hviskede Rune hæst.

"Hvad?"

"Find noget at slå med, for pokker! Noget tungt."

Martin gloede rundt.

Rune knappede graverens jakke op. Hans svælg sank igen og igen, men han havde ikke noget spyt at synke. Han hev op i den uldne sweater og undertrøjen. Mandens blege bryst kom til syne.

Martin kom hen med en sten. Rune tog imod den. Med den anden hånd placerede han spyddets spids i solar plexus på manden.

"Hjertet sidder højere oppe," sagde Martin. "Det skal være lige i hjertet."

"Jeg tror ikke jeg kan banke igennem ribbene," mumlede Rune og følte sig svimmel. "Jeg bliver nødt til at slå den skråt opad." Han hævede stenen.

Tøvede. Trak vejret hårdt igennem næsen.

"Gør det, Rune," hviskede Martin bag ham. "Gør det, så vi kan komme væk herfra."

Rune bed hårdt sammen og lukkede øjnene.

Graveren spærrede sine blodsprængte øjne op, netop som Rune lod stenen falde af alle kræfter.

Et skingert dødsskrig som umuligt kunne stamme fra et menneske gav genlyd over den mørke, øde kirkegård og døde kun langsomt ud i natten.

I samme serie

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo