At skrive spøgelseshistorier uden at tro på spøgelser

Indlægget indeholder mindre spoilers om De døde brødre.

Tror du på spøgelser? Det gør jeg ikke. Men jeg skriver alligevel spøgelseshistorier. Hvordan hænger det så sammen?

At tro eller ikke at tro

Jeg fandt ret tidligt i livet ud af, at jeg ikke troede på spøgelser. Jeg ville ellers gerne, for det var jo en superfed tanke, at ånderne fra afdøde mennesker stadig eksisterede omkring os. Men så snart jeg gav mig til at undersøge det nærmere, var det ret tydeligt, at moderne videnskab afviste ideen blankt. Og jeg har altid haft stor respekt for videnskab.

Der er mange gode argumenter for hvorfor spøgelser - ja, liv efter døden i det hele taget - er en fjollet tanke. For eksempel, hvad er det, der gør en menneskeånd så speciel? Vi er jo trods alt bare dyr med en lidt større hjerne. Men der er kun ganske få procent, som adskiller os genetisk fra chimpanser. Vil det så sige, at der også findes chimpansespøgelser? Eller hvad med delfiner? De siges også at være meget intelligente. Hvor går grænsen? Ved kaniner? Eller skovsnegle? Kan myg gå igen?

Når jeg ser programmer som Åndernes magt (hvis nogen kan huske det), eller udsendelser om diverse spøgelsesjægere, kan jeg desværre ikke tage det alvorligt. Ligesom jeg desværre heller ikke kan tro på clairvoyance, feng shui, hypnotisører eller håndlæsere. Så hvordan kan det være, at jeg har skrevet spøgelseshistorier? Kan man godt det, når man ikke tror på dem?

De døde brødre

Min tredje bog, De døde brødre, fra 2009, er en spøgelseshistorie. Den handler om to drenge, som er henholdsvis kraftigt for og imod tanken om at der findes spøgelser og liv efter døden. De bliver inviteret til at tilbringe weekenden i en hytte i skoven, hvor det siges at spøge. På den måde vil de få afgjort én gang for alle, hvem der har ret.

Kort efter at bogen var udkommet, fortalte jeg en af mine veninder om den. Hun smilede og sagde noget i retningen af: "Jeg behøver jo ikke læse den, for jeg ved, at det viser sig, at der ikke spøger i hytten, og at der slet ikke findes spøgelser. Jeg kender jo din holdning. Du kunne slet ikke skrive en historie, der går imod din holdning." Jeg havde åbenbart tidligere udtalt mig om at jeg ikke troede på spøgelser og begrundet det videnskabeligt. Og ja, jeg var nok temmelig lidenskabelig omkring sandfærdigheden af min holdning.

Men min veninde tog fejl. Ligesom Adam i historien. For spøgelserne i De døde brødre er meget virkelige. Når folk, som ikke kender mig, men som har læst bogen, spørger mig, om jeg minder mest om Adam eller Troels, bliver de overraskede, når jeg svarer Adam. Jeg har ikke noget problem med at skrive om ting, som ikke findes i virkeligheden. Det er jo det, at skrive er: At opdigte ting. Intet, som nogen skønlitterær forfatter nogensinde har skrevet, har eksisteret i virkeligheden. Og jeg har stadig kontakt til den yngre del af mig selv, den del, som får gåsehud ved tanken om, at den knirkende dør ikke bare åbnede sig på grund af vinden, men fordi en usynlig ånd skubbede til den. Så det er meget let for mig at forestille mig, at der findes spøgelser. Man kan vel sige, at mens jeg skriver om dem, tror jeg på dem.

Det falske foto

Lige en sidste, sjov detalje: Før i tiden, når jeg var ude og holde foredrag, og jeg snakkede om De døde brødre, så fortalte jeg altid en historie om, at bogen var bygget på et virkeligt fotografi, som min kammerat havde taget med sin mobil i en forladt hytte i en skov. Jeg fremviste så billedet, som også er med i bogen. Jeg ved ikke, hvor mange af børnene, som købte historien. "Fotografiet" er tegnet af Christian Guldager, som også lavede forsiden.

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo