Bag om Menneskekød

Indlægget indeholder mindre spoilers om Menneskekød

Min nyeste roman er fortalt på en ret speciel måde. Den kan måske bedst beskrives som et puslespil, som læseren selv skal stykke sammen.

Jeg må nok hellere lægge ud med at sige et par ord om historien. Plottet drejer sig om nogle mystiske hændelser, der fandt sted under en virkelig streng isvinter, hvor flere mennesker forsvandt eller mistede livet. Politiet har ikke fundet nogen naturlig forklaring. Til gengæld tyder det på, at der ligger noget overnaturligt til grund for forbrydelserne. Et modbydeligt væsen fra gamle indianersavn ved navn wendigo ser ud til at have fundet vej til Danmark.

Nutidens dagbog

Det må være teaser nok. Det spændende for mig er at fortælle om historiens opbygning. Den startede faktisk sit liv som en novelle, men voksede hurtigt til størrelsen af en roman. Oprindeligt ville jeg skrive den som en dagbog i jeg-fortæller. Men problemet var bare: Hvem pokker skriver dagbog nu om dage? Hovedpersonen er en 16-årig pige, og det virker bare uddateret at lade hende føre dagbog. Så slog det mig, at nutidens dagbog selvfølgelig er blogging! Det ville også give den fede mulighed, at jeg kunne lade læserne af bloggen komme med kommentarer og gode råd til hovedpersonen.

Jeg kastede mig ud i sagen og skrev tre-fire store indlæg, før jeg kunne mærke, at formatet simpelthen var for begrænset. Der var bare for mange ting, som skulle formidles, men som hovedpersonen ikke kunne fortælle realistisk gennem sin blog. En gyser fungerer jo ofte ved, at der lægges små spor ud undervejs, små detaljer, som antyder at noget er galt, og som bliver vigtige senere. Men hvorfor i alverden skulle en blogger skrive om den slags detaljer i sin blog?

Et maleri i flere stykker

Der manglede ligesom noget, men jeg var stadig ret glad for blogformatet. Jeg havde bare brug for at udvide konceptet. Så fik jeg ideen at bruge andre skriftlige kilder også. Hvorfor ikke skrive hele historien som en slags politisag, hvor der bliver præsenteret en masse forskellige bevismaterialer i form af skriftlige kilder? På den måde kunne jeg virkelig slå mig løs - nu havde jeg både SMS-samtaler, avisudklip, emails og meget andet at trække på. Og jeg beholdt blogindlæggene, for det virkede meget troværdigt, at politiet naturligvis også ville bruge dem i sagen.

Det forvandlede selvfølgelig historien til noget helt andet. Nu fulgte man ikke længere bare en blogger. I stedet blev man præsenteret for et nuanceret billede, som forskellige stykker af et stort maleri, der langsomt åbenbarer sig for én. Historien kom til at føles som om man så en krimidokumentar på tv, eller måske endda som om man selv var efterforsker i en sag. Man fik ikke noget foræret, men måtte selv lede efter sporene og 'fill in the blanks'. Jeg var supervild med ideen, og jeg er godt tilfreds med resultatet. Jeg håber, at du bliver lige så begejstret!

Wendigoen

Til sidst vil jeg lige sige et par ord om mytevæsnet, som historien drejer sig om, wendigoen. Jeg stødte på den første gang i en oldgammel historie ved navn The Wendigo af den engelske forfatter Algernon Blackwood. Den kan bestemt anbefales. Jeg forstår slet ikke, at wendigoen ikke har vundet mere popularitet. Den er klart på højde med vampyrer og varulve på horrorskalaen. Den bliver illustreret i forskellige afskygninger, som du kan se på billederne herover. Jeg synes, at Mette Breth, som står for omslaget til min bog, har ramt den virkelig godt.

Titlen til historien gav forresten fuldstændig sig selv. Den kom faktisk allerede inden jeg begyndte at skrive. Wendigoen er nemlig symbolet på kulde, sult og desperation. Den dukker op på steder, hvor mennesker er tvunget ud i ekstreme situationer. Situationer, hvor de må gøre sindssyge ting for at overleve. Hvor de endda bliver nødt til at spise ... ja, du har sikkert gættet det ... menneskekød.

Velbekomme.

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo