Begyndelsen

"Hvordan begyndte du at skrive?" Det er et af de hyppigste spørgsmål, jeg får (kun overgået af det legendariske "Hvor får du ideerne fra?"), så jeg tænkte, at jeg ville lave et lille indlæg om det.

Fra billeder til ord

Jeg har selvfølgelig altid elsket bøger. Man bliver jo ikke forfatter, hvis man ikke kan lide at læse - det har jeg i hvert fald aldrig hørt om. Som helt lille elskede jeg tegneserier og tegnede selv meget. Jeg troede, jeg skulle være tegnefilmstegner en dag. Men da mit lille skolebibliotek løb tør for tegneserier, måtte jeg lettere modvilligt forsøge mig med nogen af dem, som ikke havde nogen tegninger, kun ord.

Jeg husker tydeligt, at jeg oplevede et aha-øjeblik undervejs i den første bog, jeg læste på egen hånd. Jeg fik en meget klar tanke, som lød noget i retningen af: "Det her er jo meget nemmere end at tegne." Pludselig kunne jeg se, at ord var meget mere kraftfulde end billeder. I stedet for at bruge to-tre timer på at tegne et stort, fantastisk slot i et eventyr, som nok alligevel ikke ender med at leve op til forvetningerne, kunne jeg skabe det med to-tre sætninger. Og det krævede heller ikke nogen særlige evner - jeg skulle jo bare skrive! At lære at tegne flotte tegninger tager mange år. Men at skrive kunne jeg allerede. Det var dén følelse, der ramte mig, og i det øjeblik ændrede mine fremtidsdrømme sig. Nu ville jeg være forfatter.

De første, spæde skridt

Jeg skrev lidt i fritiden og selvfølgelig når vi fik stil for i skolen. Men jeg var faktisk ikke den typiske bogorm. Jeg havde enormt meget krudt i røven og brugte det meste af min tid på at klatre i træer, spille fodbold eller bygge huler. Jeg læste meget mere end jeg selv skrev. Især Dennis Jürgensens bøger var jeg vild med. Og da skolebibliotek ikke længere kunne tilbyde mig spændende bøger, begyndte min lærer at låne bøger med hjem til mig fra det store kommunebibliotek. Det er jeg meget taknemlig for, at hun gjorde. Det holdt min kærlighed til bøgerne ved lige.

Omkring 15-årsalderen skrev jeg en novellesamling, som jeg sendte til et forlag. De var ret begejstrede for især én af novellerne, men samlet set kunne de ikke udgive samlingen. De ringede til mig for at overbringe dommen mundtligt, og de sagde også, at de var ret imponerede over at jeg kun var 15 år. Hvis jeg skrev en roman, ville de rigtig gerne læse den. Så jeg skrev en roman og sendte den til dem. Svaret lød, at med nogle ændringer kunne de måske godt overveje historien til udgivelse. Men jeg gad ikke at rette i historien. Så jeg lavede bare et par hurtige ændringer og sendte den igen. De afslog den.

Det slog mig bestemt ikke ud. Jeg havde slet ikke regnet med, at de overhovedet ville overveje hverken novellesamlingen eller romanen. Jeg vidste godt, at man skulle regne med at komme igennem en masse afslag, før man fik noget udgivet. Og jeg var stadig sikker på, at jeg nok skulle blive forfatter en dag. Jeg havde jo masser af tid.

Afslag på afslag

Jeg glemte min drøm i nogle år. Da jeg gik ud af niende klasse, skulle jeg jo vælge en uddannelse. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville, for intet på arbejdsmarkedet interesserede mig. Jeg gik i lære som tømrer, fordi jeg havde hørt, at det var meget let. Det er det bestemt ikke. Især ikke, når man ikke kan lide det. Men jeg holdt ud i tre år. Det skal man jo. Man skal jo have en uddannelse. For enhver pris. Også hvis den pris er lykke. Til sidst var jeg så træt af det hele, at jeg nærmest var deprimeret. Udsigterne til at arbejde resten af mit liv som tømrer var bestemt ikke sjov. Så jeg begyndte at spekulere på, om der ikke var en bedre måde at finde en levevej. Og så pludselig kom jeg i tanker om min forfatterdrøm.

På det her tidspunkt var jeg 18 år, og nu havde jeg pludselig travlt. Jeg skulle jo igennem en masse afslag, så jeg måtte hellere komme i gang. Jeg lavede et løfte til mig selv om at skrive 1.000 ord om dagen indtil jeg fik en bog udgivet, og så gik jeg ellers i gang den samme dag. Jeg regnede nok egentlig med, at jeg ville miste gejsten rimelig hurtigt og bryde mit løfte. Men det gjorde jeg ikke. Faktisk blev jeg mere og mere grebet af det daglige skriveri. Det var pludselig dét, jeg levede for. Arbejdet som tømrer skulle bare overståes, så jeg kunne komme hjem og skrive.

Snart begyndte jeg at sende manuskripter af sted til forlaget. Men jeg kunne jo ikke vente på respons, for jeg havde en daglig kvote, så jeg begyndte på næste historie dagen efter. Det første manuskript fik et afslag, og det gjorde det næste også. Men jeg var nærmest ligeglad, jeg havde ikke forventet andet. Og jeg var allerede to-tre manuskripter længere fremme. Jeg skrev, sendte, fik afslag, skrev, sendte, fik afslag.

Den første bog

Langsomt blev afslagene mere og mere positive. Og jeg begyndte at lugte blod. Så jeg besluttede at gøre en ekstra indsats. Jeg tog en bog, som jeg godt kunne lide (jeg kan ikke lige huske hvilken) og læste den fra ende til anden, men uden rigtig at lægge mærke til historien - den kendte jeg jo allerede. Jeg nærlæste til gengæld sproget og aflurede opbygningen. Jeg sugede teknikken til mig. Og så snart jeg lagde bogen fra mig, gik jeg direkte hen og begyndte på mit 13. manuskript. Det fik titlen Tidevandet. Og det blev antaget til udgivelse.

Jeg holdt altså mit løfte. Efter jeg havde talt med forlaget i telefonen, løb jeg ud på gaden og skreg til himlen i bedste filmstil. Min drøm ville gå i opfyldelse. Det havde kun taget mig 18 måneder. Og det her føltes kun som begyndelsen. Næste dag skrev jeg igen 1.000 ord. Nu var jeg pludselig mere motiveret end nogensinde.

Og resten, som man siger, er vel historie.

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo