Når en historie bare ikke vil ...

I min skrivemappe på computeren ligger der historier, som jeg har skrevet op til 10 udkast af, men som aldrig er lykkedes og nok aldrig kommer til det. Det må vel være en forfatters værste mareridt: At skrive en historie om og om, uden at den nogensinde bliver god nok til at udgive.

De fleste af mine historier har jeg skrevet forholdsvist hurtigt og flydende. Nogle af dem har krævet lidt mere arbejde; måske har jeg været nødt til at "skrive mig ind på" historiens åbning, før jeg ligesom fangede den og kunne komme videre. Eller også har der været meget rettearbejde bagefter, måske skulle hele manuset ligefrem skrives om en gang eller to.

Og så er der de historier, som bare ikke vil. Det er lige meget, hvor meget jeg retter, hvor mange gange, jeg begynder forfra, og hvor mange udkast, jeg gennemfører. Der er bare noget, som grundlæggende ikke spiller. Det er aldrig ideen. Ideen er altid god. Det er jo derfor, at jeg forfølger den så hektisk, som en hund, der kan lugte et kødben et sted i haven og nægter at holde op med at lede. Jeg kan mærke at ideen har noget i sig, at den kan komme til at fungere, at det kan blive en fed historie. Men det sker bare ikke.

Så hvad er der galt? Jeg har efterhånden oplevet det en håndfuld gange, men jeg har aldrig kunnet sætte fingeren på problemet. Alle ingredienserne er der som regel. En stærk ide, et flydende sprog, et sammenhængende plot. Men skidtet fungerer bare ikke. Som en sovs, der skiller, selvom man har fulgt alle punkterne i kogebogen. Jeg har endda ved de fleste af dem haft et godt flow under skrivningen, så jeg aner aldrig uråd mens jeg arbejder på historien, og det er altid først bagefter at jeg opdager, at noget er galt. Jeg kalder dem misfires. Selvom de burde ligge lige til højrebenet, så har jeg alligevel ramt ved siden af.

Jeg tror at ideer kommer fra noget, der er langt dybere end den menneskelige hjerne. Man kan kalde det et sted for ren inspiration. Når ideen så skal "ind i vores verden" og ned på papiret, er den dømt til at blive forpurret af forfatterens uperfekte evner. Jo mere, forfatteren øver sig, jo bedre kan han eller hun blive til at formidle historien på en måde, så den lever op til ideen. Men faktisk er noget af det bedste, en forfatter kan gøre, bare at træde mest muligt til side og lade ideen udtrykke sig. Hvis man blander sig for meget, bliver historien et produkt af hjernen, som er god til at planlægge og tilrettelægge, men som ikke kan skabe ægte inspiration. Det kommer derfor nemt til at føles uægte, når man læser historien, hvis forfatteren har pillet og planlagt for meget. Det er i øvrigt også grunden til, at jeg aldrig planlægger mine historier.

Dermed ikke sagt, at det er forklaringen på mine misfires. Jeg tror sådan set ikke, at det er mine kluntede evner, der har ødelagt ideen, fordi jeg ville blande mig for meget. Jeg kan nævne andre historier, som jeg har skrevet og fået udgivet, hvor jeg har blandet mig mere, uden at det har ødelagt ideen.

Jeg kan derfor ikke sige det mere præcist, end at nogle gange ryger bolden bare ved siden af målet, selvom man føler, at man rammer den perfekt. Jeg tror faktisk ikke, at der nødvendigvis er en bedre forklaring. Efter jeg er kommet frem til dette, er jeg blevet bedre til at acceptere det, når jeg rammer en misfire. Faktisk havde jeg en for nyligt, hvor jeg virkelig troede, jeg havde skrevet en god historie, men da jeg læste den, sad jeg tilbage med en tom følelse. Mine testlæsere havde samme reaktion. De kunne heller ikke sige, hvad der var galt. Jeg indså omgående, at det var en misfire. Jeg brugte ikke 5 minutter på at rette i den. Jeg overvejede ikke engang at skrive den forfra. Jeg vidste, at det ville være spild af kræfter.

I stedet accepterede jeg, at det åbenbart er prisen, jeg må betale for at have så fantastisk en beskæftigelse med så meget inspiration, der flyder gennem mig, og så mange gode ideer, som lykkes: en gang imellem ryger der en ved siden af. Det kan jeg sagtens leve med. Jeg kan alligevel ikke forhindre det, så hvorfor nage sig selv med det?

Til sidst vil jeg lige nævne en undtagelse, som bekræfter reglen. Det er en novelle ved navn Alle fugle hader mig. Den udkom i 2016 i samlingen Mareridt & Myrekryb 1 - novellen blev faktisk inspirationen til coveret, som du kan se i toppen af indlægget her. Men den var en gammel ide, som faktisk til at starte med var en misfire. Jeg skrev den helt tilbage omkring 2003, altså længe før jeg fik noget udgivet, og jeg har taget den frem flere gange og skrevet den om, men uden held. Så pludselig i 2016 lykkedes det. Måske havde den bare fået tid nok (13 år!) eller også fandt jeg bare endelig den rigtige vinkel. Men det kan altså åbenbart lade sig gøre at få en misfire til at lykkes.

© 2018 Nick Clausen
Følg Nick på Facebook Nicks bøger på Goodreads Nicks bøger på Bogreolen.dk Nicks bøger på Mofibo