Bag om

Denne sektion er en slags 'behind the scenes' om mine bøger, om skriveprocessen og om livet som forfatter. Hvis et indlæg handler om en bestemt bog, kan der forekomme spoilers for handlingen. Men i så fald vil det være markeret i starten af indlægget.

 

At skrive spøgelseshistorier uden at tro på spøgelser

Indlægget indeholder mindre spoilers om De døde brødre.

Tror du på spøgelser? Det gør jeg ikke. Men jeg skriver alligevel spøgelseshistorier. Hvordan hænger det så sammen?

Jeg fandt ret tidligt i livet ud af, at jeg ikke troede på spøgelser. Jeg ville ellers gerne, for det var jo en superfed tanke, at ånderne fra afdøde mennesker stadig eksisterede omkring os. Men så snart jeg gav mig til at undersøge det nærmere, var det ret tydeligt, at moderne videnskab afviste ideen blankt. Og jeg har altid haft stor respekt for videnskab.

Der er mange gode argumenter for hvorfor spøgelser - ja, liv efter døden i det hele taget - er en fjollet tanke. For eksempel, hvad er det, der gør en menneskeånd så speciel? Vi er jo trods alt bare dyr med en lidt større hjerne. Men der er kun ganske få procent, som adskiller os genetisk fra chimpanser. Vil det så sige, at der også findes chimpansespøgelser? Eller hvad med delfiner? De siges også at være meget intelligente. Hvor går grænsen? Ved kaniner? Eller skovsnegle? Kan myg gå igen?

Når jeg ser programmer som Åndernes magt (hvis nogen kan huske det), eller udsendelser om diverse spøgelsesjægere, kan jeg desværre ikke tage det alvorligt. Ligesom jeg desværre heller ikke kan tro på clairvoyance, feng shui, hypnotisører eller håndlæsere. Så hvordan kan det være, at jeg har skrevet spøgelseshistorier? Kan man godt det, når man ikke tror på dem?

For mig har det aldrig været et problem. Min tredje bog, De døde brødre, fra 2009, er en spøgelseshistorie. Den handler om to drenge, som er henholdsvis kraftigt for og imod tanken om at der findes spøgelser og liv efter døden. De bliver inviteret til at tilbringe weekenden i en hytte i skoven, hvor det siges at spøge. På den måde vil de få afgjort én gang for alle, hvem der har ret.

Kort efter at bogen var udkommet, fortalte jeg en af mine veninder om den. Hun smilede og sagde noget i retningen af: "Jeg behøver jo ikke læse den, for jeg ved, at det viser sig, at der ikke spøger i hytten, og at der slet ikke findes spøgelser. Jeg kender jo din holdning. Du kunne slet ikke skrive en historie, der går imod din holdning." Jeg havde åbenbart tidligere udtalt mig om at jeg ikke troede på spøgelser og begrundet det videnskabeligt. Og ja, jeg var nok temmelig lidenskabelig omkring sandfærdigheden af min holdning.

Men min veninde tog fejl. Ligesom Adam i historien. For spøgelserne i De døde brødre er meget virkelige. Når folk, som ikke kender mig, men som har læst bogen, spørger mig, om jeg minder mest om Adam eller Troels, bliver de overraskede, når jeg svarer Adam. Jeg har ikke noget problem med at skrive om ting, som ikke findes i virkeligheden. Det er jo det, at skrive er: At opdigte ting. Intet, som nogen skønlitterær forfatter nogensinde har skrevet, har eksisteret i virkeligheden. Og jeg har stadig kontakt til den yngre del af mig selv, den del, som får gåsehud ved tanken om, at den knirkende dør ikke bare åbnede sig på grund af vinden, men fordi en usynlig ånd skubbede til den. Så det er meget let for mig at forestille mig, at der findes spøgelser. Man kan vel sige, at mens jeg skriver om dem, tror jeg på dem.

Lige en sidste, sjov detalje: Før i tiden, når jeg var ude og holde foredrag, og jeg snakkede om De døde brødre, så fortalte jeg altid en historie om, at bogen var bygget på et virkeligt fotografi, som min kammerat havde taget med sin mobil i en forladt hytte i en skov. Jeg fremviste så billedet, som også er med i bogen. Jeg ved ikke, hvor mange af børnene, som købte historien. "Fotografiet" er tegnet af Christian Guldager, som også lavede forsiden.

 

Bag om Søvnløs

Jeg har efterhånden mange noveller på cv'et. De sidste par år er de ligesom bare væltet ud af mig. Disse 5 nye er en tand mere barske end normalt, og det er der en grund til.

Det er faktisk ikke et bevidst valg, men nærmere bare en naturlig udvikling. Selvom mange læsere og anmeldere har givet udtryk for, at historierne var gysende nok, er der også en del som har efterlyst endnu mere uhygge og gru. Hvis du tilhører sidstnævnte, så kan jeg glæde dig med, at mine gysere generelt går i den retning. Jeg kan så samtidig ærgre dig med, at det ikke er din feedback, som er grunden til det. Jeg lytter selvfølgelig med glæde til respons på mine historier, både negativ og positiv, men jeg opfatter den aldrig som noget, jeg skal rette mig efter. Historierne kommer til mig som de nu engang er. Jeg har faktisk ikke ret stor indflydelse på deres natur, selvom jeg selvfølgelig kan tage visse valg undervejs i processen. Men i det store og hele fungerer det bedre, hvis jeg går med de valg, som føles ægte. Hvis jeg begynder at vælge ud fra hvad jeg tror at andre vil synes om, så spænder jeg ben for processen.

Da jeg havde udgivet Mareridt & Myrekryb 3 og ligesom afsluttet den serie med i alt 21 noveller, så lavede jeg en slags status. Jeg ville gerne se, hvor mange af dem, der havde "lykkelige" slutninger - det vil sige, hvor hovedpersonen overlever. Det er jo bestemt ikke givet på forhånd, at hovedpersonen overlever en gyserhistorie. Så jeg satte alle novellerne op på række og gik dem igennem én ad gangen for at bedømme, hvordan de hver især ender. Jeg valgte at lave 3 kategorier:

Lykkelig = hovedpersonen overlever relativt uskadt
Ulykkelig = hovedpersonen dør
Grusom = hovedpersonen overlever, eller skæbnen er ukendt, men slutningen er stadig grusom

Ideen med kategoriseringen var at finde ud af, hvor uhyggelige novellerne egentlig var. Jeg ved godt, at der er mange andre ting, som afgør uhyggen i en novelle, men for mig har det alligevel meget at sige, hvordan det ender for hovedpersonen. Hvis hovedpersonen dør, sidder jeg tilbage med en mørkere følelse end hvis han/hun overlever. Når enden er god, er alting godt, som man siger. Nå, men resultaterne blev som det ses herunder - jeg har sorteres i rækkefølgen, så der er ikke nogen spoilers:

1. bind
2. bind
3. bind

Det er altså tydeligt, at antallet af dødsfald stiger for hvert bind. I starten var det mere 'bløde' ideer, som kom til mig. Jeg tror, at jeg til at begynde med foretrak at skrive de ideer, hvor hovedpersonen klarede den til sidst. Men som tiden gik, blev jeg mere og mere hårdfør. Slutningerne, som dukkede op undervejs i skriveprocessen, blev mere og mere grumme. Og jeg lagde også mindre og mindre fingre imellem, når de skulle beskrives.

Dermed er vi fremme ved Søvnløs. Den er stadig så ny, at jeg ikke vil afsløre, hvor mange af historierne, der ender lykkeligt eller ulykkeligt - det må du selv læse bogen og finde ud af. Men jeg kan afsløre så meget, at den følger udviklingen ganske fint.

 

Bag om forsiden til Tidevandet

Tidevandet er udkommet to gange og med to forskellige forsider. Det pudsige er, at den nyeste faktisk er den ældste.

Den første bog er altid noget særligt. Tidevandet var min første bog, og allerede mens jeg skrev den, kunne jeg mærke, at den skilte sig ud fra de tidligere manuskripter, jeg havde sendt af sted til forlagene. Den flød ligesom bare bedre, og når jeg læste den for mig selv, lød den også bedre. Det var første gang, at jeg oplevede hvordan det føles, når en historie fungerer.

Hele processen omkring udgivelsen var selvfølgelig også helt ny for mig. Jeg var 20 år gammel, og jeg kendte overhovedet ikke til den verden. Jeg havde aldrig talt med en anden forfatter. Forlaget kunne have bildt mig ind, at det var normalt for forfatteren at blive udbetalt i bananer, og jeg ville sikkert bare have smilet og skrevet under på kontrakten. Det var derfor meget spændende for mig at opleve, at jeg skulle være en del af processen omkring forsiden - eller omslaget, som det bliver kaldt i fagsproget. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ikke selv skulle tegne det, men jeg vidste ikke, om jeg ville få noget at skulle have sagt. Det gjorde jeg.

Forlaget foreslog den dygtige Christian Guldager, som jeg aldrig havde hørt om, og jeg havde ingen indvendinger. Der var nogle dages nervepirrende ventetid - forlaget havde også foreslået, at vi lavede 10 illustrationer til at sætte ind i bogen, så Christian skulle tegne en masse! Endelig dukkede sagerne op, og jeg var ret vild med resultatet. Forsiden (omslaget) var også virkelig fed og meget flot. Men jeg det slog mig, at den måske afslørede lidt for meget. Den viste nemlig de monstre, som optræder i historien, og jeg ville gerne have, at deres udseende ligesom forblev en hemmelighed, indtil de dukkede op i historien.

Denne bekymring luftede jeg for forlaget, som ellers også var meget begejstret for omslaget, men de gik med til at bede tegneren om at lave en ny. Christian kom op med et nyt forslag, som jeg også blev vild med. Man kunne tydeligt fornemme, at Christian havde taget feedbacken til sig, for det nye omslag signalerede meget mere snigende uhygge. Det viste facaden af et sommerhus med en ridset dør og skyggen af et monster. Jeg var glad, forlaget var tilfreds, og vi havde en bog klar til udgivelse!

Da lektørudtalelsen kom, var den meget rosende. Der var kun ét lille kritikpunkt: Forsiden.

"Men når indholdet er gysende, så er forsiden desværre mindre velvalgt. Den udgøres af en overkradset dør, der kun signalerer indforstået uhygge. Her skulle man i stedet have anbragt nogle af de ulækre havmonstre, der ses på nogle af bogens mange glimrende illustrationer."

Den passage fra udtalelsen brændte sig ind i min hukommelse. Det mest ærgerlige var jo, at vi havde haft præcis sådan en forside, som lektøren efterlyste. Nu lå den bare på min computer og blomstrede og ville aldrig komme ud i verden. Lige indtil 8 år senere, hvor forlaget pludselig ville genudgive Tidevandet! Og vi havde jo stadig den gamle forside liggende. Det er sjældent, man får lov til at rette op på fejl fra fortiden, men det gjorde jeg i dette tilfælde.

nickclausen.dk © 2018
Baggrundsgrafik: Peter Nielsen